Når barnets reaktioner forstærker konflikten

Et mønster, som jeg ofte støder på i komplicerede skilsmisser, er en uheldig dynamik, som forstærker konflikten mellem forældrene. Den udspringer egentlig af kærlighed til barnet, og den smerte man som forælder oplever, når ens barn, har det dårligt. I en vanskelig skilsmisse er der altid stærke følelser på spil. Der er en, der er blevet forladt, og en der forlader. Der har måske været utroskab, som har været skjult længe, og måske er det ved en tilfældighed blevet opdaget. Den brudte tillid mellem forældrene skaber afstand, og samarbejdet og kommunikationen er på et minimum. Der er et fastfrosset billede af hinanden som krænker og offer. Der er en vedvarende iskold stemning mellem forældrene, og i skiftesituationen tales  der ikke. Begge forældre er faktisk gode nok. De er forskellige, men følelsesmæssigt tilgængelige for barnet, aktive og kærlige. Barnet har det godt, når det er hos begge forældre, men det ved de ikke, for de taler ikke med hinanden, og deres barn fortæller ikke noget. De ser kun det fastfrosne offer og krænker billede af hinanden. Barnet beskytter sig selv, for det kan tidligt se, at far bliver vred og ked, når han taler om mor, og mor taler om noget andet, når fars navn nævnes. Barnets største ønske er, at mor og far var gode venner. Det fortæller det ikke til nogen. Barnet går med vanskelige følelser, som det ikke deler med nogen. Det beskytter sig mod den mest ubehagelige situation – skiftet mellem mor og far – hvor der er kold luft. Barnet reagerer, når det er landet på sit værelse, er sur og tvær og smider med sine ting, eller har ondt i maven og græder.  Måske udvikler det angst. Den forælder, der har modtaget barnet oplever, at barnet har haft det sådan hele tiden hos den anden forælder, og at det er den anden forældre, der har været en lige så dårlig forælder, som det var partner i forholdet. Det samme sker med modsat fortegn. Nu starten en eskalerende proces, hvor mor og far peger på hinanden, som årsag til at barnet har det dårligt. Jo mere de peger og beskylder, jo dårligere får barnet det. For barnet har det egentlig godt nok hos begge forældre. Barnet er bare belastet af, at mor og far er så vrede på hinanden, og må beskytte sig selv mod at mærke sin længsel efter, at mor og far var gode venner. Mange af de fastlåste og ulykkelige skilsmisser har dette mønster – med de bedste intentioner om at beskytte sit barn, forstærkes konflikten mellem forældrene, når forældrene giver hinanden skylden for barnets mistrivsel.

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.