Følg dit eget tempo!

Skov

Vi er mange som i dagligdagens travlhed glemmer os selv. Vi er fanget i alt det, vi skal gøre. Vi har et arbejde, der skal passes. Børn, der har brug for vores nærvær. En partner, der også vil have noget af dig. Praktiske ting, der skal fixes. Venskaber, der skal plejes. Forældre, der skal besøges. Der er bud efter dig. Hele tiden kan det opleves. Der er ikke nok timer i døgnet til, at du kan nå det hele. Og helt sikkert ikke det, du virkelig har brug for. Måske har du ikke engang tid til at tænke den tanke?

Men kroppen sladrer. Pludselig ligger du vågen om natten. Du kan ikke sove. Mærker kortisolen arbejde på højtryk.  Du kan mærke, at du bliver en version af dig selv over for din partner og dine børn, som du ikke kan lide. Du er kortluntet, distræt eller oplever dig følelsesløs.

Hvad er egentlig vigtigt for dig?  Er du fanget i hamsterhjulets ulidelige snurren? Så er du ikke den eneste. Vi er mange, der indimellem glemmer os selv, og ender der. Bliver fanget ind alle pligterne, og alt det, der skal gøres. Fanget i stresshormonernes karrusel. Fokus på præstation, men glemmer sig selv. Uden at vi lægger mærke til det, så bliver vi fanget i en negativ cirkel af alt for meget gøren og alt for lidt væren. Men der er en vej ud.

Du kan vælge noget andet. I en tid, hvor alt går meget hurtigt og kravene er store, så prøv at sætte kravene og tempoet ned. Bare en periode. Ned i et tempo, hvor du kan være til stede og nærværende. I første omgang med dig selv. Give dig selv et pusterum en pause. En tid til refleksion.

Mærke kroppen, Langsommelighed. Fokus på vores åndedrag.  Bare være. Iagttage vores børns leg. Mærke kærligheden til vores børn og tænke, hvad vi gerne vil give dem videre. Hvilken rollemodel vil vi være vores børn? Med vores prioriteter viser vi, hvad der er vigtigt. Hvis vi ikke er nærværende med dem, men er mere optagede af arbejdet, så oplever de, at de ikke er så vigtige. At det at arbejde er vigtigere end at være nærværende med vores børn. Og er det egentlig sådan vi har det? Nej vel. Når man spørger folk, der ligger på deres dødsleje, hvad de ville have gjort anderledes, er er ingen siger, at de ville have arbejdet mere. Nej. De ville have tilbragt mere tid sammen med dem, de elskede.

Vi bliver på en måde forgiftede af det høje tempo, der er omkring os. Spændende jobs. Ros og anerkendelse fra ens chef. Men det høje tempo mister vi kontakten til os selv, og til kroppen – vores følsomhed og vores fornemmelse af, hvad det er vigtigt.

Hvis vi tager magten tilbage til os selv, og beslutter noget andet. At vi vil følge vores eget tempo, så vi kan mærke os selv, så får vi måske øje på de høje krav til stiller til os selv.  Er det krav, vi ville ønske, vores børn stillede til sig selv, når de blev voksne?

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.