Få hjælp til parforholdet

couple holding hands walking on seashore
Photo by Agung Pandit Wiguna on Pexels.com
Fanget i et negativt mønster

Udfordringer i parforholdet er normalt. Perioder, der er gode og perioder der er vanskelige. Hvis udfordringer bliver fastlåste og afstanden til hinanden bliver større, så er det måske tid, til at søge hjælp.
Mange af de par, som opsøger mig for hjælp er fanget i et negativt mønster. De har været sammen i mange år. Er gode til at samarbejde omkring børnene, men har glemt hinanden. Den ene viser sin utilfredshed med vrede og kritik – den anden viser sin utilfredshed med afstand og passiv vrede og vælger måske at gemme sig ved at arbejde mere eller bruge tiden uden for familien. De er fanget i et negativt mønster.

Bagved ligger et ønske om at få det bedre sammen

Den, der kritiserer har egentligt et ønske om nærvær og kontakt, og når den anden trækker sig, bliver den ene mere frustreret og ensom. Når den anden trækker sig, gør vedkommende det for at beskytte sig selv mod vrede og for at undgå at optrappe en konflikt. Jo mere undgående den ene er, jo mere vred og frustreret bliver den anden. Begge bliver slidt op at mønsteret – ensomme og frustrerede.
Læs mere om, hvordan du kan få det bedre i parforholdet her:

Få hjælp til at ændre mønsteret og få energien tilbage i parforholdet

Men der er hjælp at få. Hvis I søger professionel hjælp, er det muligt at bryde det negative mønster, I er fanget i. Og gør det inden det er for sent. Der går i gennemsnit 6 år fra et par oplever et problem, til de opsøger hjælp. Men et parterapeutisk forløb kan for mange være godt givet ud for at få energien tilbage i parforholdet.
Søg hjælp her:

Når barnets reaktioner forstærker konflikten

Et mønster, som jeg ofte støder på i komplicerede skilsmisser, er en uheldig dynamik, som forstærker konflikten mellem forældrene. Den udspringer egentlig af kærlighed til barnet, og den smerte man som forælder oplever, når ens barn, har det dårligt. I en vanskelig skilsmisse er der altid stærke følelser på spil. Der er en, der er blevet forladt, og en der forlader. Der har måske været utroskab, som har været skjult længe, og måske er det ved en tilfældighed blevet opdaget. Den brudte tillid mellem forældrene skaber afstand, og samarbejdet og kommunikationen er på et minimum. Der er et fastfrosset billede af hinanden som krænker og offer. Der er en vedvarende iskold stemning mellem forældrene, og i skiftesituationen tales  der ikke. Begge forældre er faktisk gode nok. De er forskellige, men følelsesmæssigt tilgængelige for barnet, aktive og kærlige. Barnet har det godt, når det er hos begge forældre, men det ved de ikke, for de taler ikke med hinanden, og deres barn fortæller ikke noget. De ser kun det fastfrosne offer og krænker billede af hinanden. Barnet beskytter sig selv, for det kan tidligt se, at far bliver vred og ked, når han taler om mor, og mor taler om noget andet, når fars navn nævnes. Barnets største ønske er, at mor og far var gode venner. Det fortæller det ikke til nogen. Barnet går med vanskelige følelser, som det ikke deler med nogen. Det beskytter sig mod den mest ubehagelige situation – skiftet mellem mor og far – hvor der er kold luft. Barnet reagerer, når det er landet på sit værelse, er sur og tvær og smider med sine ting, eller har ondt i maven og græder.  Måske udvikler det angst. Den forælder, der har modtaget barnet oplever, at barnet har haft det sådan hele tiden hos den anden forælder, og at det er den anden forældre, der har været en lige så dårlig forælder, som det var partner i forholdet. Det samme sker med modsat fortegn. Nu starten en eskalerende proces, hvor mor og far peger på hinanden, som årsag til at barnet har det dårligt. Jo mere de peger og beskylder, jo dårligere får barnet det. For barnet har det egentlig godt nok hos begge forældre. Barnet er bare belastet af, at mor og far er så vrede på hinanden, og må beskytte sig selv mod at mærke sin længsel efter, at mor og far var gode venner. Mange af de fastlåste og ulykkelige skilsmisser har dette mønster – med de bedste intentioner om at beskytte sit barn, forstærkes konflikten mellem forældrene, når forældrene giver hinanden skylden for barnets mistrivsel.

TØR DU? – se på din egen andel…

billede af indre barn
Vedvarende parforholdskonflikter og en måske efterfølgende skilsmisse er for mange den største livskrise, de gennemlever i deres liv. Kommer man godt igennem krisen, med en forståelse af, at man ikke selv eller ens partner er forkert, så er man nået langt. Langt de fleste skilsmisse skyldes, at man som par bevæger sig følelsesmæssigt længere og længere væk fra hinanden i en negativ relationel dans og ikke får søgt hjælp i tide. Man peger på den anden som årsag til ens mistrivsel. Den ene skælder ud, den anden trækker sig måske. Eller man skælder begge ud, eller resignerer begge. Man er fanget i et “blame game”. Begge ulykkelige og ensomme.  Valget om skilsmissen er ofte et håb om, at den negative og opslidende relationelle dans vil holde op, men den fortsætter desværre i alt for mange tilfælde i en højere potens efter skilsmissen, særligt når der er børn involveret.
Når man peger på den anden som årsag til problemet, er der altid tre fingre, der peger på én selv. Hvad bibringer du til den negative relationelle dans? Tør du undersøge den alene eller sammen med din medforældre? Læs mere om skilsmisserådgivning her: